En stor tak til alle der deltog på E-sundhedsobservatoriets årskonference 2021. Vi håber at se Jer i 2022, hvor konferencen finder sted på Odeon i Odense torsdag den 13. og fredag den 14. oktober. Læs mere her
Vinderen af E-sundhedsbattle 2021 blev Ismail Gögenur, Professor, dr. med., overlæge, Sjællands Universitetshospital med oplægget “AI til forebyggelse af komplikationer efter tarmkræft”.
Ismail vandt begge priser ved E-sundhedsbattle: Dommerpanelets pris og publikumsprisen. Ismail inviteres til at give en opdatering på projektet ved E-sundhedsbattle på E-sundhedsobservatoriets årskonference 2022.
Resuméer og slides fra årets konference kan ses i programmet her
Læs om E-sundhedsobservatoriets årskonference i “Hospital Drift & Arkitektur” (kilde: Hospital Drift & Arkitektur) her
Årets tema
COVID-19 som gamechanger af sundhedsvæsenet?
Det står klart for alle, at COVID-19 pandemien på et øjeblik har ændret præmisserne for sundhedsvæsenets kommende udvikling i forhold til tiden før den 11. marts 2020. Afstanden mellem beslutning og handling blev dramatisk forkortet. Beslutninger og processer, der tidligere tog mange og lange måneder, blev accelereret og omsat til umiddelbar handling. De sundhedsprofessionelle strålede trods ekstrem belastning, og udtalte, at de oplevede, at patienterne og behandlingen var i fokus. Sundhedsdata fik ny værdi, og sundhedsvæsenets dataanalyseenheder og Sundhedsdatastyrelsen leverede data. Alle aktører, såvel kommuner, almen praksis, sygehusene og leverandørerne har mærket forandringerne, og de har leveret. Nogle gange er det måske også gået lidt for hurtigt, og nye systemer er ikke designet på baggrund af koncepter, der indlejrer en forståelse af brugernes diversificerede kompetencer og behov. Et eksempel er bookingsystemet til vaccinationer, der i forhold til de ældre medborgere som målgruppe i skrivende stund lader noget at ønske.
Er COVID-19 en gamechanger for sundhedsvæsenets udvikling? Vil der opstå en ny normalitet efter krisen?
Bidrager sundhedsvæsenets digitalisering til en ændret balancering af en borgernær og en hospitalsdomineret struktur – det proaktive kontra det behandlingstunge – eller fastlåser digitaliseringen udviklingen gennem konsolidering af de eksisterende siloer?
Disse spørgsmål vil blive belyst ved E-sundhedsobservatoriets årskonference 2021.
Temabeskrivelse:
Lige adgang til behandling af sygdom betragtes fortsat som et offentligt ansvar i Danmark, og vi er mange borgere, der er værdsætter at blive mødt af et kompetent offentligt finansieret sundhedsvæsen, når vi bliver syge.
Alle borgere i Danmark har lige adgang til sundhedsydelser uanset indkomst og uddannelse og uanset, om disse er medieret af e-sundhed. Noget tyder på, at den lige adgang ikke er nok til at skabe en sund befolkning. Nationale undersøgelser viser, at uligheden i sundhed i Danmark er stor.
Når borgeren og patienten sættes i centrum, som det er tilfældet i strategier og visioner for sundhed og e-sundhed, og tiltænkes en central placering i egen sundhed, forpligter det også i handling.
Behandling af sygdomme tænkes i forløb og pakker og ikke i enkeltinterventioner, og derfor skal sundhedsudbydere og e-sundhedsudbydere blive bedre til at udvikle og implementere teknologier, der er rettet mod at vende den nedadgående spiral, som øger ulighed i sundhed i stedet for at mindske den. Hvordan sikrer vi, at fremtidens e-sundhedsteknologier designes sammen med de brugere, der har størst behov for støtte til at håndtere deres sundhed?
Hvordan kan de sundhedsinformatiske aktører sikre, at borgernes sundhedskompetencer og e-sundhedskompetencer bringes i spil, både i tilrettelæggelse af sundhedstilbud, men også at de inddrages i design af e-sundhedsteknologier, der skal formidle adgang til bedre sundhed.
Det er og bliver en win-win situation at række ud og derigennem prioritere, at design af e-sundhedstilbud sker, så borgere med størst behov og deraf også største udgifter for sundhedsvæsenet får et kompetenceløft og dermed kommer tættere på et bedre liv.
Eksisterende e-sundhedsteknologier bør evalueres med og af brugeren, og nye teknologier skal designes i samarbejder med brugerne.
Årets undertemaer:
Undertemaer til inspiration og idégenerering. Efter deadline den 28. april vil de endelige temaer og oplæg fremgå af programmet.
- E-sundhedsrelaterede COVID-19 initiativer
- Hvorfor kunne vi pludselig lave spændende sundheds-it under corona?
- IT-værktøjer til effektiv smitteopsporing
- Video konsultationer
- Styring og logistik for vaccinationsprogrammet
- Vaccinations kort (Coronapas)
- IT-løsninger til patienter i isolation
- Apps
- Hvordan opnås evidensbasering af app funktionalitet
- Certificering af apps?
- Værktøjer til at finde Apps
- Nationale anbefalinger og/eller screenings paramentre
- Sundhedsvæsenets anvendelse af Apps
- Borgernes sundhedsdata
- Status på digitaliserings strategiens leverancer til fremme af deling af borgernes data
- E-sundhed, der bidrager til at reducere ulighed i sundhed
- Aktiv patientstøtte på baggrund af data
- Pårørendes adgang til samt bidrag til sundhedsdata
- Hvilke gevinster oplever borgerne ved datadeling?
- PRO og deling af data mellem borgere og behandlere (region, kommune, almen praksis)
- Teknologiunderstøttet opgaveflytning
- Tilstandsmåling lavet af borgerne/patienterne og sundhedsprofessionelle
- Virtuel sygepleje- og lægedækning
- Teknologiunderstøttet hjemmehospitalisering
- Nationale telemedicin initiativer
- Evaluering af Fælles Udbud og Udvikling af Telemedicin i Danmark / FUT
- Brugervenlighed af sundhedsinformationssystemer
- Usability – hvordan vurderes og anvendes det?
- Brugererfaringer – hvordan opsamles og anvendes de?
- Ledelse i sundhedsvæsenet
- Hvilken værdi kan skabes ved hjælp af data?
- Digital ledelse, de administrative ledere med sundhedsfaglig baggrund
- Hvornår kommer den anden kliniske informatik direktør (CCIO)?
- Digitalt kompetenceløft
- Styring af telemedicinske projekter og drift
- Fælles offentlig digitaliseringsstrategi (FODS)
- Nye e-sundhedsteknologier
- AI – machine learning til beslutningsstøtte og forebyggelse
- VR til behandling og undervisning
- Nye monitorerings devices
- Sundhedsnavigatorer til borgerne/patienterne
- Digitale forebyggelsesinitiativer og tidlig opsporing og beslutningsstøtte
- CE-mærkning af Sundheds-It
- Sekundær anvendelse af data
- Datasikkerhed
- Myndighedernes strategier
- Brugernes/borgernes reaktioner
- Cybersikkerhed
- Fremtidens sikkerhedsmodeller
- E-sundhedsbattle om innovative projekter og løsninger
- Pitch på max 6 minutter af nytænkte og smarte e-sundhedsløsninger
Hent retningslinjer til oplægsholdere på parallelsessioner her